Jeg vil så gerne kunne elske Gud og mennesker højere end mig selv.
Jeg kæmper med synden i mig hver dag. Hvilken synd? spørger du. Nogle definerer synd som overtrædelse af Guds lov (1 Johs 3:4). Det er også rigtigt, men synden går dybere end overtrædelse af en befaling om ikke at stjæle. Det forstår jeg, når jeg læser (Mat 22:17-37-39), hvor loven defineres, som fuldkommen kærlighed til Gud og til næsten. Jeg kæmper med at jeg hver dag. Hele tiden sætter mig selv først i alt. Det handler om min komfort, min sårbarhed, min facade og mit liv. For at beskytte mig selv, stjæler jeg kærligheden til og omsorgen for dem!
Jeg vil så gerne kunne elske Gud og mennesker højere end mig selv. Glædes når jeg forbigås til en andens fordel. Hvornår lærer jeg at glemme mig selv, og sætte andre før mig selv i alt? Sand altruisme sker måske i glimt, fordi Helligånden arbejder med mig, men jeg længes efter den fuldstændige forvandling (Rom 8:19-23).
”Hele skabningen er i inderlig forventning. Den længes efter, at Guds børn skal åbenbares. … Men alligevel har alt det skabte omkring os bevaret håbet om at blive frigjort fra trældommen under forgængeligheden og om at få del i Guds børns frihed. For vi ved at alt det skabte stønner og lider som i fødselsveer, mens det venter på denne store begivenhed. Dog er det ikke kun skabningen, der lider. Også vi, der har fået Ånden som forsmag på den kommende herlighed, sukker ved os selv og længes som Guds børn efter, at vore legemer skal opleve en herlig forløsning.”
Men jeg kæmper med det hver dag. Jeg suger Jesu uendelige kærlighed og selvopofrelse til mig, og håber det smitter af på mig. Men, når flygtningene kommer, frygter jeg for min hverdag. Når kurserne rasler ned, tænker jeg på min pension. Når pandemi og sygdom får folk til at hamstre, forarges jeg. Når naboen vinder i lotteriet, ønsker jeg det var mig (Rom 7:7).
Jeg ønsker ikke at dømme andre. Jeg ønsker at hjælpe dem som Jesus ville have gjort det. Jeg ønsker at hvile i forvisningen om, at Jesus nok skal tage vare på min pension. Men ’mig selv’ dukker hele tiden op. ”Jeg elendige mennesker! Hvem skal fri mig fra mig selv?” (Rom 7:25)
Halleluja! Jeg kommer aldrig til at stå i en dom uden Jesus nåde! For ”der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” (Rom 8:1) Jesus har sat mig fri! (Rom 7:25).
