Et gammelt ordsprog siger: Ledighed er roden til alt ondt. Jeg er arbejdsløs i øjeblikket, så måske er denne blog det onde ledigheden fører mig ud i.
Coronakrisen har ramt mange af os hårdt, også min kone og jeg. Jo, – jeg er arbejdsløs. Senest har fiskeriorganisationen bedt fiskerne om at blive i land, da prisen for fisk er historisk lav. De håber at et mindre udbud af fisk vil øge efterspørgslen og dermed prisen. Vi har slidt i det, og flere gange kommet i land med gode fangster, kun for at blive skufferede over udbyttet. De første tre måneder i år være meget dårlige for os, både på grund af prisfald, men også fordi der er for mange sæler i Østersøen. Så i perioden har jeg tjent omkring en halv månedsløn. Og nu ligger vi i land, og jeg går ledig.
Som om det ikke er nok, så er min pension samtidig smuldret væk pga. kursfald. Det drejer sig om et betydelig beløb. Jo, det går godt! Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at regeringen giver alle andre redningspakker, – de når bare ikke frem til mig.
Så nu spekulerer jeg på, om jeg er bonden i lignelsen om den rige bonde i Lukas 12:13-21. Du kan selv læse teksten.
Da jeg var yngre fortalte min far ofte, hvordan Gud havde velsignet ham som fisker. Dengang spekulerede jeg på, hvordan Gud så ville velsigne mig som lønmodtager, der kun fik en lille løn. De seneste år har jeg dog måttet erkende, at nu ved jeg, hvordan Gud velsigner en lønmodtager. Men nu kommer kriserne væltende og det hele smuldrer igen væk. Hvad skal jeg så tænke nu, hvor vi skulle nyde alderdommen sammen i vores lille paradis på Bornholm?
Jeg kan vælge at miste modet, eller at stole på lignelsen lige efter i Lukas 12:22-31. Jesus sagde til disciplene: ”Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Livet er jo mere værd en maden, og legemet mere end klæderne. ….”
Ja det er nemt at sige Jesus. Hjælp mig til ikke at miste fokus på det vigtigste. Hjælp mig til at leve i tro på at du nok skal få det hele til at gå op. Og giv mig visdom til ikke at bruge mere end vi har.
