Menu

Er jeg god nok?

Blogindlæg er alene et udtryk for skribentens holdning.

Af: Lehnart Falk

13.01.2019

En tidligere chef spurgte; ”Hvorfor er du så ærekær Lehnart?” Jo, der er langt igen.

Når jeg ser på mig selv, er jeg langt fra tilfreds, med hvem jeg er. Da jeg var yngre, ledte jeg efter rollemodeller, og jeg fandt flere, som jeg bedst kan beskrive som elskelige. Jeg ville så gerne være, og vil stadig gerne være elskelig. Tænk hvis man fik tilnavnet kærlighedens apostel, som disciplen Johannes fik – ’kærlighedens apostel. Hvor har jeg langt igen. En tidligere chef spurgte; ”Hvorfor er du så ærekær Lehnart?” Jo, der er langt igen.

Jeg ved jeg ikke er alene med den slags overvejelser. I mit arbejde som sjælesørger har jeg mødt flere, der er skuffede over sig selv. Nogle er overvældede af mismod. De mener ikke de slår til på arbejdet, i skolen eller ægteskabet. En elsket og værdsat yngre kollega, som jeg ofte kaldte på, når der var noget på arbejdet, jeg ønskede hjælp med, begik selvmord, fordi hun ikke følte hun slog til. Vi var rystede og så det ikke komme, for hun havde alt gående for sig. Hun var en ung, elskelig, flot og meget kompetent pige, som jeg ved kunne været nået meget langt. Men hun tog sit liv, fordi hun følte, hun ikke slog til. Sådan oplever jeg nogle gange mit Gudsforhold. Jeg slår ikke til.

Derfor er jeg så glad for, at jeg ikke skal måles eller vejes for at blive frelst, men at frelsen er Guds gave til mig. En gave der gives fordi jeg tror, Jesus har gjort frelsen til en mulighed for netop mig. Jeg skal bare tage imod den. Og min tro og tillid til ham der er troværdig og tillidsvækkende er nok. Hebræerbrevet 1:1 fortæller mig at jeg ikke skal stole på mine åndelige oplevelser, følelser eller det jeg hører sagt om mig, eller det jeg tænker. Min tro er en fast tillid til ham og det jeg håber og længes efter kunne være. Det er det modsatte af hvad jeg ser og oplever i mit eget liv. Alle mine psykiske eller følelsesmæssige udsving er ligegyldige i denne sammenhæng.

Halleluja.