Her sidder jeg så lige nu, i en helt særlig tidslomme der summer af fred og godhed.

Jeg er på besøg hos nogle af mine bedste venner i Norge. De er gået på arbejde, og jeg sætter mig ved køkkenbordet. Udenfor vinduet ligger sneen tyk, hvid og smuk. To rør med fuglefrø og majsekugler hænger til fri afbenyttelse af de fugle små. Solen er på vej op over bjergets top for at skinne fra en skyfri blå himmel. Alt er stille. En hel særlig fred findes her. Som en flydende omfavnende godhed. På bordet står en skål med særligt store appelsiner. Jeg ved de er udvalgt med omhu, for de bedste skal det være. Hjemmebagte boller ligger parat, og sommerens høst af jordbær omgjort til marmelade findes i køleskabet sammen med brunosten. Jeg føler mig lykkelig.

I prædikerens bog 3,1 står der: ” Alting har sin tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.” Forfatteren, Salomon, nævner i de næste vers de omstændigheder som livet bringer med sig, de svære og så de lykkelige. Ord som fødsel og død, plante og oprykke, græde og le, sørge og danse, miste og finde. Livets vilkår. Fra vers 11 læser vi: ” Alt har Han skabt smukt til sin tid. Også evigheden har han lagt ned i deres hjerte. Alligevel er det sådan at mennesket ikke kan finde ud af den gerning Gud gør fra begyndelsen til enden. Jeg erkender at ingenting er godt for dem uden det, at enhver glæder sig og gør det gode gennem livet og at ethvert menneske spiser og drikker og finder det gode som kommer ud af alt sin stræben. Det er også en gave fra Gud.”

Og her sidder jeg så lige nu, i en helt særlig tidslomme der summer af fred og godhed. En speciel gave fra Gud til mig. Det er vigtigt at være sig helt bevidst om sådanne øjeblikke, for de er som en lægende salve, som majsekugler i et rør der giver næring, heling og nyt liv. De er som en tilladelse til at standse op og fornemme fredens, venskabers dybe lykkelighed. For det siger jeg af hjertet tak!