I weekenden læste jeg en bog skrevet af en præst, som er tilknyttet det fælleskirkelige netværk i Aalborg. Bogens tanke var, at alle troende bør stå sammen i bøn for deres by. Jeg må indrømme, at bogen udfordrede mig. I min opvækst var vi optaget af at adskille os fra de andre kristne, at være anderledes, ja helst lidt bedre! Menigheden var en fast ramme, og alle frikirkemenigheder holdt sig til deres egne faste rammer, kirkebygninger og liturgi. Selvforståelsen afgrænsede mulighederne for at få andre med i fællesskabet. At finde den rigtige kirke blev det altopslugende formål, for man skulle jo finde og holde sig til “sandheden”.

Selv om man mener, at “sandheden” er relativ, objektiv eller midt imellem, så er søgningen efter den akademiske, kognitive sandhed noget, som jeg ikke oplever, mennesker i dag er lige optaget af, som da jeg selv var ung. I dag spørger mennesker: “Hvad giver mening for mig?”, “Hvor trives jeg bedst?”, “Hvilket fællesskab giver mening for mig?” I Danmark vælger vi frit som et positivt tilvalg fagforening, sportsklub, politisk parti og meget andet. Ikke efter tanken om at finde den objektive sandhed eller forening, men for at leve et liv, hvor vi kan udfolde vores tanker og holdninger i samsvar med andre ligesindede.

Hvis Jesus er “sandheden”, og denne sandhed skal sætte os fri, hvorfor forsvinder så mange mennesker fra de etablerede kirker og søger ind i alternative måder at holde kirke på? Er der noget gudgivet over at ”sidde i en bus“ og lytte til en prædiken? Nu tror jeg ikke, at nogen er imod, at vi kan tilbede Gud i husmenigheder eller i cafékirker, men hvis det etablerede fællesskab bliver centreret om at være akademisk, bibelsk korrekt, og ikke i første række om at være en discipel af Jesus, så tror jeg, den etablerede facon får trangere og trangere vilkår i Danmark.

Hvornår bad du sidst for din by? For at andre mennesker kunne møde Jesus? Eller beder du mere om, at andre skal se tingene som du gør det og komme ind i netop dit fællesskab? Hvis det er troen på Kristus, vi skal forkynde i Danmark, så er vi altså sammen med rigtig mange andre kristne. Noget som ofte modarbejder tanken om at tilhøre det eneste ”sande“ kirkefællesskab. “Skal vi lade ild fra himmelen falde ned og fortære dem, der ikke er med os?” var disciplenes spørgsmål til Jesus. Diciplene havde det lidt svært med mennesker der ikke tænkte og handlet som dem selv. Men Jesus omfavnet også dem som diciplene mente “ikke var med os”. At være optaget af Guds rige alle steder hvor du mærker det, er Guds kald til os som troende. På den måde, kan vi være sammen, og allivevel i hver vores have.

De etablerede kirker vil altid have deres plads. Lige så lidt som der kun skal være et eneste politisk parti, vil de troende samles i forskellige enheder og sammenhænge. Men hvis vi taber Jesu bud om at gå ud og forkynde frelsen til mennesker og gøre dem til hans efterfølgere af syne, så vil den lille flok måske skrumpe mere og mere ind. Menneskers behov i 2021 er ikke længere at finde den ”sande“ menighed. De søger det, som giver mening i deres liv. Her er der mange af os, der trænger til at arbejde med vores selvforståelse – både som troende menneske og som menighed!