Lyt til dagens bedeugelæsning

18bedeuge6a

af Hans Johann Heinz, Th.D

Når teologien møder dagligdagen

Retfærdiggørelse ved tro alene

Hver gang kristne vender tilbage til den bibelske lære om ’retfærdiggørelse ved tro alene’, sker der vækkelse, fornyelse og reformation. 

Og det var netop tilfældet, da Martin Luther i det 16. århundrede ignorerede mere end 1.000 års kirketradition og gik direkte til Paulus (”Paulus, min Paulus“), og med denne ”enestående tese“1 skød reformationen i gang.

I Aldersgate Street, London, hørte John Wesley den 24. maj 1738 en oplæsning af Luthers: ”Fortale til Romerbrevet“, og det blev startskuddet til en vækkelse, der af historikere beskrives som ”en fremtrædende epoke i engelsk historie“.2

Også ved generalkonferencen i Minneapolis i 1888 begyndte et nyt Kristus-centreret kapitel i Adventistkirkens historie med betragtninger vedrørende Kristi retfærdighed. En del af Ellen Whites Kristus-centrerede bøger: Vejen til Kristus, Med mesteren på bjerget, Kristi lignelser og Den store mester, blev netop skrevet i kølvandet på denne nye drejning. 

Kristnes fokus på egen fortjeneste og egne præstationer har derimod altid varslet tilbagegang. Allerede i det andet århundrede efter Kristus var Paulus’ lære om ’retfærdiggørelse ved tro alene’ gledet i baggrunden, og holdt man fast ved den, måtte man efterhånden se sig besejret af det store flertal, der mente, at ”hvis mennesket gør, hvad han kan, så vil Gud lægge sin nåde til.“ Netop denne påstand rystede Luther og førte til, at han i sin fortale til Romerbrevet udbrød: ”I tåber!“3

Retfærdiggørelse af syndere eller retfærdiggørelse af Gud?

Men har alt dette – i lyset af den nuværende religiøse situation – nogen som helst betydning for os i dag?

I nyere teologiske strømninger spiller læren om retfærdiggørelse kun en underordnet rolle. Den betragtes som et levn fra aposteltiden, hvor der var et særligt behov for at gøre op med jødisk legalisme. At den kun nævnes to steder i Paulus’ breve indikerer, at den må være af ”sekundær betydning“ for den kristne forståelse af frelsen, og da den historiske kontekst i hvilken den blev formuleret ikke længere er aktuel, betragter man den som en læresætning på vej ud. 

En enkelt undtagelse for denne manglende interesse findes dog indenfor økumenisk kirkepolitik. I 1999 enedes Det Pavelige Råd til Fremme af Kristen Enhed og Det Lutherske Verdensforbund om en ”fælleserklæring“, hvori en ”principiel konsensus“ vedrørende læren om retfærdiggørelse – ifølge Pave Benedict XVI – udgjorde en ”milepæl på vejen til kristen enhed“.4 Efterfølgende har man dog ikke beskæftiget sig synderligt med dette dokument, da det efter manges mening egentlig bare er et forsøg på i fælles vendinger at formulere noget, som man stadig er grundlæggende uenige om.

I det 21. århundrede søger de fleste ikke, som Luther, efter en ”nådig Gud“. De fleste – som oftest sekulære – mennesker i dag stiller spørgsmålstegn ved selve Guds eksistens og undrer sig over, hvordan en eventuel gud – i lyset af verdens nød og elendighed – overhovedet kan retfærdiggøre sig selv!

Langt fra alle sekulære mennesker er indædte ateister. De fleste befinder sig nok i en slags ”praktisk ateisme“, der ikke så meget er kendetegnet ved modstand imod Gud som ved ligegyldighed over for en gud, de trods alt klarer sig fint foruden.

Udfordringen

Hvordan kan vi som kristne nærme os de mennesker og præsentere evangeliet for dem? De fleste har intet forhold til begrebet synd og kan slet ikke forholde sig til den side af sagen, der handler om synd mod Gud (Sl 51,7-13). De kender ikke noget til syndernes forladelse (1 Joh 2,2) eller til den fred (Rom 5,1) og det håb (Tit 2,11-14), som kun Gud kan give.

Men skyld på det mellemmenneskelige plan: personlige konflikter, social- og politisk uretfærdighed, krig og den nedbrydning af naturen, der truer hele vores eksistensgrundlag, det kan selv de, der ikke synes at have plads til Gud i deres liv, nikke genkendende til. 

Og netop der har vi som kristne og som adventister noget yderst relevant at byde ind med. Vi erkender nemlig, at den personlige og miljømæssige fremmedgørelse skyldes et brud med skaberen – kilden til alt liv. Apostlen Paulus gør det klart, at ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje“ (Rom 3,11-12).

Vores personlige erfaring bekræfter Bibelens ord: ”Hvis nubieren kunne skifte sin hud og panteren sine pletter, kunne I også handle godt, I ondskabens lærlinge!“ (Jer 13,23).

Problemet er ikke vilkårene. Problemet er os. Som mennesker er vi ude af stand til at øve selvjustits og ved egen eller fælles indsats løse denne verdens problemer. 

Som Jesus og Paulus siger det: ”fra hjertet udgår onde tanker“ (Matt 15,19), og vi er “solgt til at være under synden“ (Rom 7,14). Synd (i ental, forstået som en tilstand) er at vende sig fra Gud og sætte sin lid til det skabte. Vi tror på os selv og på, at vi kan være herrer i vores egne liv. Fra denne indstilling udspringer synder (i flertal, forstået som handlinger).

Hvad skal vi så gøre?

Den eneste løsning på problemet er Jesus af Nazaret, det fuldkomne menneske, hvis liv, død og opstandelse garanterer frelse nu og i fremtiden. Han levede iblandt os ”i verden“, men var ikke ”af verden“. Han er vejen tilbage til Gud. Han er Guds søn og har vist os, hvem Gud er (se Joh 14, 6.9).

Hvis vi skal være ærlige, kan vi godt se, at vores menneskelige forsøg på at skabe den ”fagre nye verden“ er og bliver utopi. Trods store teknologiske fremskridt – atomkraft, rumforskning, den digitale verdens bits og bytes – er drømmen om ”den perfekte verden“ stadig lige uopnåelig. Syndere kan ikke skabe et syndfrit paradis! En ”ny jord, hvor retfærdighed bor“ (2 Pet 3,13) kan kun Gud skabe, og vi, der følger Kristus, håber og tror på, at det vil han gøre.

I frelsen tilbydes mennesker, som erkender deres magtesløshed og har mistet al tro på fremtiden, en tidløs og yderst påkrævet løsning. 

Adventfolket er kaldet til at formidle budskabet: Kun ”i Kristus“ kan vi få fred med Gud og med hinanden, kun i hans kærlighed giver livet mening, og kun igennem ham kan vi håbe på en jord, hvor retfærdighed råder! 

Som Ellen White skrev: ”Af alle, der kalder sig selv kristne, burde syvendedags adventister være de førende med hensyn til at opløfte Kristus.“5

18bedeuge6b


1) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2004), vol. 21, p. 219.

2) William Lecky, quoted in Julius Roessle, Johannes Wesley, 2nd ed. (Giessen: Brunnen, 1954), p. 24.

3) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2007), vol. 56, p. 274.

4) ideaSpektrum 46 (November 2005): 12.

5) Ellen White, Evangelism (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1946), p. 188.


Tænk over og tal sammen

1. Hvorfor forstår de fleste ikke, at læren om synderes retfærdiggørelse også er relevant for dem?

2. Hvad skal der til, hvis der skal ske en vækkelse i Syvendedags Adventistkirken? Hvad er vores opgave netop nu?

3. Hvad giver dig tro og håb i en verden, der tror, at den kan frelse sig selv og dog befinder sig på afgrundens rand?

 

 



Find vores kirker og afdelinger