Lyt til dagens bedeugelæsning

18bedeuge3a

af Hans Johann Heinz, Th.D

Læren om retfærdiggørelse ved tro alene er ”reformationens tilflugtssted“.1 

Da det gik op for Martin Luther, at synderen retfærdiggøres gennem tro på den korsfæstede, var det for ham, som om han allerede var trådt ind i paradis. 

Sjælekval

Luther havde som munk og teologiprofessor i årevis forgæves forsøgt at forstå, hvad Paulus mener, når han siger: ”I (evangeliet) åbenbares Guds retfærdighed“ (Rom 1,17). Nat og dag kredsede hans tanker om netop den udtalelse. Som han selv udtrykker det, hadede han udtrykket ”Guds retfærdighed“. Af kirkefædrene havde han nemlig lært, at udtrykket henviser til den retfærdighed, som Gud forlanger, men som synderen umuligt kan frembringe, hvorfor han står under Guds dom. 

“Helligånden åbnede skrifterne for mig i dette tårn“

I 1545, et år før sin død, kastede den tidligere augustinermunk og reformator igen et blik tilbage på det, der blev vendepunktet i hans liv og hans tro. 

Alt forandredes, da det gik op for ham, at ”Guds retfærdighed“ ikke er et krav, men en gave: en retfærdighed, som Gud tilskriver enhver, der tror på Kristus. 

Ifølge Luther selv befandt han sig i et tårnværelse i det Sorte Kloster i Wittenberg, da han fattede det for første gang: “Helligånden åbnede skrifterne for mig i dette tårn.“2

Bibelsk retfærdighed

”Udfri mig i din retfærdighed“ (Sl 31,1). Guds retfærdighed beskrives allerede i Det Gamle Testamente som den retfærdighed, der frelser synderen. Da Abraham fik løftet om efterkommere (1 Mos 15,5), var han ikke noget ”overmenneske“. Han var en synder ligesom alle andre. Men han stolede på Guds løfte, og det regnede Gud ham til retfærdighed (vers 6). Det betyder, at Gud regnede Abraham for ”retfærdig“ på grund af hans tillidsfulde tro. Ligesom betegnelsen ”den ugudelige“ i Bibelen ikke sigter til det, som vi i dag kalder ”ateisme“, men henviser til ”synderen“ (Sl 1,1; Ord 11,31), sådan er ”den retfærdige“ heller ikke i bibelsk forstand den ”syndfri“, men den som ”tror“ (Hab 2,4). Apostlen Paulus konstaterer derfor, at heller ikke under den gamle pagt blev man retfærdiggjort ved gerninger, men ved tro (Rom 4,6-8). Kun Gud ”retfærdiggør“, ”erklærer retfærdig“ eller ”tilregner nogen retfærdighed“: ”Herren er vor Retfærdighed“ (Jer 23,6).

Retfærdighed i Bibelen er altså et religiøst og ikke et moralsk eller politisk begreb. De, der adlyder landets love, og som holder sig inden for lovens rammer, er ikke noget særsyn i denne verden. Men den, der påstår at være retfærdig for Guds ansigt tager grueligt fejl, for som salmisten udtrykker det: “intet menneske er retfærdigt“ (Sl 143,2).

Hvis et menneske altså skal stå i ”ret“ forhold til Gud, behøver han Guds retfærdighed. Derfor siger salmisten: “udfri mig i din retfærdighed“ (Sl 31,2 og 71,2). Denne retfærdighed er først og fremmest forløsende og frelsende – ikke straffende. 

I lyset af Det Nye Testamente betyder det, at Gud selv – i den dom, der på korset tager livet af hans retfærdige og syndfrie søn – påtager sig skylden og dommen over denne onde jord (Joh 1,29). Takket være det offer kan han tage imod og tilgive uretfærdige. Han kan forvandle deres måde at tænke på, give dem et nyt liv og håbet om en ny, retfærdig verden (2 Pet 3,13). Kun de, der afviser denne gave, vil blive dømt ud fra deres egne overtrædelser (Heb 10,29.30).

18bedeuge3b

De kendte ikke Guds retfærdighed

“De kender jo ikke Guds retfærdighed“ (Rom 10,3). Det Gamle Testamentes profeter lærte klart, at menneskelig dyd ikke kan frelse menneskeheden. (Es 64,5). Frelsen afhænger af Guds retfærdighed: hans tilgivelse og nådige accept. Men denne sandhed fik ringe kår i de århundreder, der fulgte Det Gamle Testamentes afslutning.

Efterhånden begyndte man at sætte mundtlige overleveringer og forsøg på at tolke skrifterne på lige fod med Guds åbenbaring. Troens fundament blev således ikke kun de Hellige Skrifter, men også den mundtlige overlevering. Man supplerede loven, Toraen, med utallige instrukser om, hvordan den skulle overholdes, og sommetider trådte rabbinernes tillæg endog i stedet for den oprindelige tekst (Matt 15,1-6) og erstattede den (Rom 9,31-32). Det, der var tænkt som en ”vejledning til livet“, blev ”vejen til frelse“. Denne misforståelse førte til den religiøse formalisme (Matt 23,23) og arrogance (Luk 18,9-14), der kendetegnede farisæerne på Jesu tid.

At behovet for Guds nåde heller ikke på den tid var noget fuldstændigt ukendt begreb antydes i Det Gamle Testamentes apokryfe skrifter,3 men der blev i stigende grad lagt vægt på værdien af egne gerninger, som man mente kunne sone synd4 og vinde anerkendelse hos Gud.5 

Livet blev et ”trældommens åg“, og farisæerne bestræbte sig på at ”udstille deres fromhed“ og ”hævde sig selv“ i troen på, at deres retfærdighed kunne tjene som ”adgangskort til himlen.“6 

Fortabte mennesker – kærlig Gud

Jesus møder denne lære med et rungende ”nej!“. Det billede af Gud og hans forhold til mennesker, som han formidlede og holdt i hævd, var et ganske andet, og hans indsigt i den menneskelige natur stak langt dybere end hans samtids. Det menneske, fra hvis hjerte ”onde tanker“ udgår (Matt 15,19), er ude af stand til at gøre noget som helst godt i Guds øjne. Der må ske en gennemgribende forvandling med os, og vi må sætte vores lid til evangeliet (Mark 1,15). Men selv da er vi helt og fuldt afhængige af Gud, for vi vil altid komme til kort i åndelig forstand (Matt 5,3). Det gode vi gør, når vi følger Kristus, er ikke vores egen fortjeneste, men er blot en naturlig følge af, at han virker i os (Luk 17,10).

Gud – vores barmhjertige far – nærer en grænseløs kærlighed til sine børn. Han tilgiver de bodfærdige og tager dem beredvilligt til nåde (Luk 15,20-24). Han kalder os, hans efterfølgere, til arbejdet, men han giver os ikke løn efter fortjeneste. I sin gavmildhed giver han os altid så meget mere, end vi fortjener (Matt 20,15). Han skylder os ikke noget, men alt, hvad vi modtager af hans hånd, skyldes hans godhed.

Martin Luther havde det fortrin frem for sine modstandere, at hans viden ikke kun var teori, men byggede på erfaring. Gennem sin egen indre kamp og i kampen med den tids teologi og dens forsvarere fik han en forståelse for, hvad der bør være den grundlæggende erfaring for enhver kristen: ”Retfærdighed er at vedkende sig Kristus.“ 7


1) Wilhelm Dantine, Die Gerechtmachung des Gottlosen (Munich: Christian Kaiser Verlag, 1959), p. 248.

2) Martin Luther, Tischreden, 3, 3232c.

3) Baruks Bog 2,19. 27

4) Tobits Bog 12,9

5) H.L. Strack and P. Billerbeck, Kommentar zum Neuen Testament aus Talmud und Midrasch (Munich: Beck, 1961), Vol. IV/1, p. 491.

6) Ellen White, Jesu liv (Dansk Bogforlag, 2013), s. 166, 535, 357, 262.

7) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2005), vol. 31/II, p. 439.

 


Tænk over og tal sammen

1. Hvad er forskellen mellem den almindelige betydning af ”retfærdighed“, og det som Bibelen kalder ”Guds retfærdighed“?

2. Hvordan er Guds retfærdighed langt vigtigere end verdens retfærdighed? Hvordan kan vi forklare det for mennesker omkring os – unge såvel som gamle? 

3. Hvordan adskiller den måde Jesus forstod Gud og mennesker på fra den gængse forståelse i hans samtid og i vores tid? 

 



Find vores kirker og afdelinger