Lyt til dagens bedeugelæsning

18bedeuge7a

af Hans Johann Heinz, Th.D

Forventningen om Jesu genkomst

Reformationen – guddommelig indgriben

Reformationen i det 16. århundrede er en af verdenshistoriens storslåede begivenheder. For historikerne markerer reformationen overgangen til den moderne tidsalder, mens protestanter (herunder adventister) ser den som et tegn på guddommelig indgriben. 

I reformationen forkastede kristenheden menneskeskabte traditioner og rettede praksis ind efter Bibelens ord. 

Det er i bund og grund det, der kendetegner den formidable religiøse omvæltning, som gjorde en ende på den mørke middelalder. Som Ellen White udtrykker det: ”(Protestantismen) hævder det princip, at al menneskelig lære må underordne sig Guds ords visdom.“1

“Kom kære dommedag“2

Med dette princip blev Martin Luther ikke blot reformator i spørgsmålet om menneskets retfærdiggørelse over for Gud. Også synet på dommedag ændredes, så det faldt mere i tråd med de første kristnes opfattelse af denne begivenhed.3

I middelalderen troede man ganske vist på Jesu genkomst, men løftet var forbundet med skræk og rædsel. Uden nogen vished om frelse kunne man blot se frem til ”en hævnens og rædselens dag“, som den middelalderlige franciskanermunk Thomas af Celano udtrykte det, hvor ”dommeren kommer for strengt at udmåle retfærdighed“. I sine studier af Bibelen genfandt Luther den glade forventning, der prægede de tidlige kristnes syn på jordens endeligt. Han forstod, at det kristne håb er et ”bedre håb“ (Hebr 7,19), et ”levende håb“ (1 Pet 1,3) og derfor ”vort salige håb“ (Tit 2,13).

Man kan sagtens sætte sig ind i den lidenskabelige længsel efter frihed i Kristus, som prægede reformatorens trosliv. Jo ældre han blev, jo mere fyldte forventningen hos ham. 

Løftet om Kristi genkomst var for ham ”en sød og opmuntrende prædiken“ ... 

... og det er derfor forståeligt, at han gennem livets kampe og sorger kun ønskede sig én ting af Gud: ”Du har lovet, at der vil komme en dag, hvor vi skal forløses fra alt ondt. Lad den dag blive lige nu, om du vil, og gør en ende på al vor elendighed.“4

”Allerede“ og ”endnu ikke“

Den kristne lever, forklarede Luther, i et spændingsfelt. Den troende både ”har“ og ”har endnu ikke“, han både ”er“ og ”er dog ikke endnu“. Kristne har allerede retfærdiggørelse ved tro, men har det endnu ikke ved selvsyn. De står allerede retfærdiggjorte over for Gud, men lever endnu i en fragmenteret verden, som er fremmedgjort over for Gud. Dette bibelske ”allerede“ og ”endnu ikke“ forklarer den brændende længsel, hvormed Luther så frem til Kristi genkomst. For vi, der i tillid til Gud er sikre på frelsens gave, vil – så længe vi forbliver i Gud – med glødende iver og inderlig glæde længes efter den dag, hvor personlig forløsning bliver forløsning for hele skaberværket. Som Luther udtrykte det: ”Kære Gud, lad din hellige fremtids velsignede dag snart oprinde.“5 

 18bedeuge7b

Tidernes tegn —“En sød og opmuntrende prædiken“

Håbet om Jesu genkomst voksede i takt med, at reformatoren måtte erkende sin egen magtesløshed i forholdet til andre mennesker og verden omkring ham. Hverken prinser eller paver, måtte han erkende, kunne løse menneskehedens problemer: ”Verden er djævelens barn … den vil hverken hjælpes eller vejledes“. ”Hverken prædikener, formaninger, opråb, trusler eller bønfaldelse“ gør længere nogen forskel. Den er ”djævelens bolig“, og de ”omvendte ti bud“ er dens mærke. Derfor er og bliver den en ”røverkule“.

I verden er de kristne ”omringet af en djævleskare“, og kun Kristi genkomst kan gøre en forskel. Paver og kejsere, der satte deres lid til politik, blev af folket betragtet som ”frelsere“, men Luther påpegede, at de skulle vente på den ”sande frelser“, som har lovet at komme igen.

For at bevare håbet i menigheden, pegede Jesus på ”tidernes tegn“ – herunder krig og naturkatastrofer. Luther betragtede troens tilbagegang blandt de kristne og konflikten mellem islam og kristendom – kriser, der er i lige aktuelle den dag i dag – som tydelige tegn på, at tiden nærmede sig. Med stor bekymring så Luther, hvordan pavekirken fjernede sig mere og mere fra evangeliet, og hvordan den islamiske bølge, der allerede havde opslugt sydøst Europa, i 1529 også truede Wien. Men også den skødesløshed, hvormed reformationens tilhængere forvaltede lyset, så han som et tegn på den kommende dom: ”Jeg vil profetere over Tyskland. Ikke ved stjernerne, men ved teologien, nedkalder jeg Guds dom over landet … lad os kun bede og ikke lade hånt om Gud og hans ord!“6

Ifølge Luther skulle tegnene tjene til opmuntring for de troende og til dom for dem, som ikke tror. De sidstnævnte nyder den ”nåde“ ikke at tænke videre over tegnene, mens de førstnævnte, der formodentlig i tegnene ser et udtryk for ”Guds vrede“, nyder godt af hans beskyttelse.

Reformatoren undgik diskussionen om hvor mange af tegnene, der allerede var opfyldt, men han var overbevist om, at ”de fleste (af tegnene) allerede var sket“, og at de kristne derfor har meget at glæde sig over trods katastrofer og elendighed. Denne glæde karakteriserer dem, der forstår Bibelen ret, for ”stjernetydere og sandsigere“ – her tænker Luther formodentlig på astrologer og mystikere – varsler kun undergang. Det ”opmuntrende søde ord, ’jeres forløsning’ (Luk 21,28)“ har kun betydning for de kristne, og derfor skal Jesu genkomst ses i lyset af det kristne håb.

Luther mente, at kristne først må tømme det ”bitre bæger“, men så vil de også smage ”sødmen“. Derfor er Kristi familie kaldet til at rejse sig og juble. Den ”lille flok“ vil tage imod evangeliet, selvom flertallet afviser det, og med Kristi genkomst for øje vil de fortsætte med at arbejde og bede. 

”Vinteren,“ sagde Luther, ”har varet længe nok, nu venter en skøn sommer – en sommer uden ende.“  7


1) Ellen White, Mod en bedre fremtid (Dansk Bogforlag, 2012), s. 165.

2) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition, Briefe (Stuttgart: Metzler, 2002), vol. 9, p. 175.

3) Paul Althaus, Die Theologie Martin Luthers, 4th ed. (Gütersloh: Gütersloher Verlagshaus, 1975), p. 351.

4) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2005), vol. 34/II, p. 466.

5) Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition, Tischreden (Stuttgart: Metzler, 2000), vol. 5, no. 5777.

6) Ibid., vol. 3, no. 3711.

7) Luther, Luthers Schriften, vol. 34/II, p. 481.


Tænk over og tal sammen

1. Hvad mente Luther om menneskers forsøg på at frelse sig selv? Hvordan er hans betragtninger relevante for mere nutidige syn på frelsen?

2. Hvad betød håbet om Kristi genkomst for Luther?

3. Hvordan afveg Luthers forventninger til dommedag fra middelalderens?

4. Hvad betyder håbet om Kristi genkomst for dig?

 



Find vores kirker og afdelinger