Menu

Skattefradrag for donationer

Adventistkirken er godkendt af Skattestyrelsen som berettiget til at modtage donationer (tiende og gaver), som kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Fradragets værdi er ca. 26%, så hvis du giver 100 kr., sparer du ca. 26 kr. i skat. Adventistkirken indberetter skattefradrag til SKAT - du kan derfor ikke selv indberette disse.

To fradragsmuligheder i henhold til Ligningsloven

§8A Gaver til godkendte foreninger: du kan opnå skattefradrag uden binding i det år, hvor du har indbetalt beløb. Du kan i 2023 maksimalt få fradrag for 17.700 kr. (SKAT regulerer beløbet årligt). Såfremt du har oplyst dit cpr-nr. vil Adventistkirken automatisk indberette dine bidrag til SKAT (med mindre du ikke ønsker det).

§12 Løbende ydelser til godkendte foreninger: dette skattefradrag forudsætter, at du skriftligt har indgået en 10-årig aftale (Forpligtelseserklæring) med Adventistkirken, hvor du lover at give årlige bidrag. Det kan være en procentdel af din indkomst eller et fast årligt beløb (op til 15.000 kr. årligt). Såfremt beløbet er en procentdel af din indkomst, beregnes dette ud fra din indkomst i året før det år, hvor indbetaling sker. Hele beløbet skal være indbetalt i det kalenderår, hvor fradragsretten anvendes. Adventistkirken er forpligtet til løbende at følge op på, at aftalen overholdes, dvs. Årsopgørelse skal fremsendes til Adventistkirken, som grundlag for procent-beregningen. Såfremt dette ikke sker, kan Skattestyrelsen kræve, at du betaler den skat, du har sparet i tidligere år.

Begge fradragsmuligheder (§8A og §12) kan benyttes det samme år. Hvis du f.eks. bidrager med større beløb end §12-forpligtelsesbeløbet, vil disse blive indberettet som et §8A-fradrag. Hvis du er gift, kan både du og din ægtefælle benytte fradragsordningerne.

Du er altid velkommen til at kontakte Anna Falk for at høre nærmere. Email: anna.falk@adventist.dk.


Kirkens konto

Adventistkirken Danmarks bankkonto er 
0890 1069302. Husk at påføre formålet med din gave. Skulle du ønske at give en fradragsberettiget gave, bedes du angive dette når du giver.